Der kom for nyligt melding om, at EU's Byspildevandsdirektiv efter flere års ventetid nu bliver en realitet, og at vi kan se frem til de enkeltes landes beslutning om, hvordan EU-kravene skal blive til virkelighed. Vi ved allerede nu, at på mange områder skal vi leve op til meget højere standarder fremover, og det er både tiltrængt og fagligt ansporende, at vi tvinges til udvikling. Vandmiljøet i Danmark er på mange måder meget bedre end ved den første vandmiljøplans vedtagelse i 1987, og den andel af næringsstofforureningen, der kommer fra spildevand, er meget lille i forhold det, der slipper ud i forbindelse med produktionen af vores mad. Til gengæld er der meget langt til målet, når det gælder kemikalieforurening af enhver art. Vi er gået fra en virkelighed, hvor udtrykket, ”kan man analysere for det, så finder vi det”, skal skiftes ud med ”kan vi forestille os det, så er det der” Alene af den grund er der et stort og øjeblikkeligt behov for nye krav, bedre rensning og for os fagfolk et behov for nye teknologier og metoder.

 

 

Her sniger der sig så en lille bekymring ind hos mig. Vil udmøntningen af kravene blive tilpasset danske forhold, og vil de blive udformet, så den absolut nødvendige helhedstankegang bliver et bærende element? I 1987, året for vandmiljøplanernes start, var klimaaftrykket af en kWh elektricitet i det danske elnet over 1.000 g CO₂-e. Nu er det ca. 130 g CO₂-e pr. kWh, og inden nogle af de nye krav for alvor slår igennem, så vil strøm i Danmark i realiteten være grøn. Jagten på energineutralitet er derfor ikke interessant for os i Danmark. Det vil den være i andre lande. Til gengæld er klimaneutraliteten desto vigtigere for os, men er det foreneligt med ønsket om at mindske regnbetingede overløb fra fælleskloakerede arealer, når vi ved, at svingende belastning på renseanlæggene resulterer i lattergasemissioner? Rensning for kemikalier/mikroforureninger/miljøfremmede stoffer - en kendt fjende har mange navne - er med den tilgængelige teknologi ressourcekrævende og klimabelastende. Derfor håber jeg, at nye krav vil accelerere udviklingen hen mod løsninger, der slår flere fluer med et smæk. Kan jeg ønske mig en rensning for medicinrester, der også nedbringer lattergasdannelsen? Eller en energiproduktion, der både forhindrer metanemission og nedbryder PFAS?

 

 

Det er en nødvendighed, at branchen får lov til at øve sig på de nye løsninger og udvikle de nye teknologier løbende. Det er meget bedre at løse halvdelen af flere problemer til en overskuelig omkostning på et tidligt tidspunkt, og så arbejde hen mod forbedring, end det er at gå efter 100 % løsninger på få udvalgte områder med store omkostninger til følge.

 

 

Der er store forventninger til, at Danmark skal udnytte sin førerposition på vandmiljøområdet til at producere og eksportere teknologi i stor stil. Det kræver, at løsninger kan blive testet, optimeret og testet igen og igen. Det er bare ikke muligt, hvis de økonomiske rammer tvinger os til altid at gå efter billigste løsning og ikke efter den bedste. Jeg har i mange år gentaget en sætning for mig selv, når der skal træffes valg om teknik: Hvis du køber discount, så får du discount. Vandmiljøet skal ikke tage til takke med discountløsninger, og Danmark skal ikke eksportere discount. Vi vil så gerne gøre det bedre, men vi skal have lov til at øve os. Får vi det, skal vi nok gøre vores bedste for, at det bliver en fager ny verden. Rammerne skal bare sikre os mod forvirring. En forvirring, der kan få os til at løbe i forskellige retninger efter urealistiske mål på samme tid.