Der var ingen tvivl i juryens valg af, hvem der i år skulle modtage Vandmiljøprisen for 2022. Et stort tillykke til Jan M Jørgensen fra Slagelse Kommune, som har fået prisen for en stor indsats i arbejdet med PFAS.
Du kan læse en del af Formand Jacob Andersens tale til vandmiljøprismodtageren herunder:
Alle vi gamle i branchen er fuldt klar over, at menneskers sundhed er uløseligt forbundet med det ydre miljøs sundhed og især vandmiljøets sundhed fordi vand og forurening i vand er grænseløst.
Det tænker størstedelen af Danmarks befolkning alt for sjældent på. Derfor er et arbejdsliv, der i allerhøjeste grad har været brugt til både at løse konkrete problemer med forurening og oplysning overfor både fagfolk som os, befolkningen generelt og vores lovgivere beundringsværdigt.
Beundringsværdig er også evnen til at være meget direkte jordnært løsningsorienteret det ene øjeblik og evnen til tålmodigt at forklare det samme for tyvende gang i træk i næste øjeblik. At svare på de samme spørgsmål igen og igen. Evnen til at bevare roen, selv om det lovede ikke er opfyldt, men bare gentage velunderbyggede argumenter og bevare troen på, at der kommer en løsning til sidst. Det er beundringsværdigt og i høj grad en Vandmiljøpris værd.
Vi har mange engagerede mennesker i spildevandsbranchen, men meget få i en grad som vores prismodtager. Mange kan formidle budskaber, men meget få har gennemslagskraft som vores prismodtager. Mange kan tale til fagfæller, få kan tale til alle. Det kan vores prismodtager. Vi har mange aktive internt i Spildevandsteknisk Forening, men meget få har også vendt ansigtet ud fra branchen. Det har vores prismodtager.
Under overvejelserne om mulige modtagere, kommer tankerne om interessenter i prismodtagerens arbejde op. Ofte er det kolleger i branchen, der fylder mest. Det kan også være borgere i et lokalsamfund. Studerende, myndigheder eller leverandører i vores branche. Denne gang er en ny med i feltet, nemlig Rigsrevisionen.
Rigsrevisionen fordi de har udtalt kritik af årtiers slendrian med PFAS-forurening og manglende handling på viden. Vores modtager af Vandmiljøprisen, Jan Jørgensen fra Slagelse Kommune, er om noget billedet på indsatsen mod PFAS-forurening. Jan blev det helt og aldeles uventet og ufrivilligt, men Jan tog modigt opgaven op.
Jan er som julemandens rensdyr. Bare fordi noget er umuligt, behøver det ikke afholde os fra at gøre det, og gøre det rigtigt. Uanset om det er at stille op overfor Folketing eller Miljøministeren, eller det er at etablere netværk for vidensdeling for fagfolk, så har Jan taget teten.
Derfor er det med både glæde, stolthed og stor taknemmelighed, at vi gerne vil overrække dig Vandmiljøprisen, Jan.

Nyheder fra Spildevandsteknisk Forening
Tilmelding til generelle nyheder. Det er muligt at vælge flere nedenfor.