Når vi taler om teknisk vand, så skal vi med ét ord favne mange forskellige opgaver. Det er lige fra renseanlæggenes egne forbrug af renset spildevand til polymeropblanding til energisektorens behov for ultrarent vand til hydrolyseprocesser i produktion af brint og andre brændstoffer.

For os som spildevandsentusiaster, så er der masser af tekniske og procesmæssige udfordringer at gå ombord i. Spændende faglige opgaver er altid velkomne, hvis vi bare får en rimelig mulighed for at løse dem. Det er fint, at der er kommet den nye lov om teknisk vand, og selvfølgelig skal flertallet af vandselsabernes kunder ikke betale - direkte eller indirekte - for tekniske anlæg, der skal betjene meget få, meget store PtX-anlæg med en deraf følgende stor økonomisk risiko. Det vil loven løse ved, at forsyningsselskaberne skal være adskilt fra de tekniske vandselskaber. Det betyder, at der enten skal et bureaukratisk virvar til, så det stadig er os, som fagfolkene, der udfører de tekniske og procesmæssige opgaver i de tekniske vandselskaber, eller at vi skal have parallelle organisationer, der for eksempel skal arbejde videre med vandet efter renseanlæggene.

I bemærkningerne til lovforslaget står der, at de tekniske vandselskaber selv skal indhente de nødvendige tilladelser og miljøgodkendelser, herunder udledningstilladelser. Det lugter mest af parallelle organisationer og en stort set umulig opgave. Alle, der i den senere tid har haft behov for en ny udledningstilladelse, ved, at med den nye praksis med at se meget individuelt på kvalitetskrav i vandmiljøet er det svært og uhyrligt tidskrævende. Et alternativ til en udledningstilladelse til et teknisk vandselskab er at lede rejektvand fra produktionen af ultrarent vand tilbage til renseanlæggene, men så skal renseanlæggene kunne fjerne stoffer i anden omgang, de ikke kunne fjerne i første omgang. Det virker optimistisk - grænsende til det naive. Der er meget tale om økonomisk råderum for tiden, og vi kan kun være glade for, at forretningen Danmark er sund og stærk. Hvis ambitionerne om en grøn omstilling og en stor vækst skal lykkes, så skal der skabes økologisk råderum såvel som økonomisk. Vores omgivelser skal kunne tåle ambitionerne og de tekniske løsninger, der er basis for udviklingen. Det bliver ikke let. Selvfølgelig skal loven kunne rumme mange anvendelser af teknisk vand, men følelsen af, at loven er blevet til kun for at servicere energisektoren, nager lidt. Et mere samlet regelsæt, der kan gøre det muligt at udnytte flest mulige ressourcer i spildevand bedst muligt - uden de mærkelige bureaukratiske krumspring - vil for mig at se give langt mere udvikling. Hvis noget er tydeligt i denne tid med krig, ufred og ustabilitet, så er det, at ressourcer ikke er en selvfølge. Vi skal passe på dem, vi har. En anden mærkværdighed, der måske er mere sproglig end vandfagligt teknisk i indledningen til loven om teknisk vand, er udtrykket drikkevandsressource. Grundvand bliver vel først til drikkevand, når det er i rørene på vej ud til os alle sammen. Vi har en grundvandsressource ikke en drikkevandsressource, men mange steder er den så forurenet, at grundvandet ikke er brugbart til drikkevand. For os, der transporterer og renser forurenet vand hver dag - for os, der lever af at fjerne forureninger fra miljøet, rejser der sig et spørgsmål: Hvis der skal produceres ultrarent teknisk vand i store mængder i fremtiden, skulle vi så ikke tage det forurenede grundvand med i betragtning som en af kilderne? På den måde kan vi måske over tid fjerne en forurening, der ellers vil ligge og lure under vores fødder i generationer.